Sådan laver du en undersøgelse af reklameeffektivitet
Mål effekten af din reklame i dine kunders bevidsthed. Indsaml meninger, følelser og associationer, der vil føre dig til forbedring af den næste kampagne.
”Halvdelen af de penge, jeg bruger på reklamer, er spildt. Problemet er bare, at jeg ikke ved hvilken halvdel.”John Wanamaker
Hvis du arbejder med reklamer, kender du sikkert følelsen. Marketingfolk leder hele tiden efter måder at måle reklamers effektivitet på, så de kan optimere den næste kampagne. Takket være avancerede værktøjer kan de måle meget, men ikke alt.
Virksomheder kommunikerer med kunderne gennem mange forskellige kanaler, og derfor er kunderejsen blevet særdeles kompleks. Den endelige konvertering er resultatet af offlinekampagner, kampagner på forskellige onlineplatforme og personlige anbefalinger mellem kunder. Derfor er det ikke så enkelt at måle effekten, som nogle måske tror. Du kan vurdere kampagnens effekt objektivt ved at:
beregne forskellige nøgletal for onlinekampagner (CTR, CPC, visninger, konverteringsrate, ROAS, omtale af brandet osv.)
gennemføre en undersøgelse for at finde ud af, hvordan en bestemt reklame påvirker kundernes opfattelse.
Hvorfor er undersøgelser en vigtig del af målingen af reklameeffektivitet?
Målet med hver kampagne er forskelligt, og det afgør, hvordan vi måler dens effekt. Nogle kampagner skal øge salget af et bestemt produkt, mens andre skal øge kendskabet til brandet. Nogle kampagner har begge mål.
I en verden med big data kan det virke, som om tal alene må være nok. Ja, tal er nødvendige, så sørg for at måle reklamernes effekt med talbaserede nøgletal. Men i dag er kundernes oplevelse – ikke produktet eller prisen – det vigtigste mål for succesrige virksomheder. Og kundeoplevelsen kan ikke længere beskrives fuldt ud med tal.
Med en reklamekampagne påvirker vi, hvad kunderne tænker om vores produkt eller brand som helhed (positionering). Vi er nødt til at finde ud af, om vi gør det godt, for vores indsats kræver meget tid, mange ressourcer og penge. Kundernes tanker kan ikke udtrykkes i tal – kunderne udtrykker dem med ord. Derfor er undersøgelser en vigtig del af målingen af reklameeffektivitet.
Fra start-ups til store virksomheder over hele kloden hjælper vi vores kunder til succes.
Hvad skal du måle i en undersøgelse af reklameeffektivitet, og hvilke spørgsmål skal du stille?
En undersøgelse giver dig mulighed for at indsamle subjektive oplysninger (holdninger, følelser, værdier osv.). Når du måler reklameeffektivitet, kan du fokusere på følgende områder eller hente inspiration i vores færdige, fuldt redigerbare undersøgelsesskabelon om opfattelsen af reklamer og deres effektivitet.
Genkendelse af brandet
Kan din målgruppe genkende dit brand blandt andre alene ud fra visuelle kendetegn og produkter? Tilføj en video eller et billede til din undersøgelse, og spørg, om de genkender brandet.
Kan du genkende denne reklame? (dikotomisk spørgsmål – ja/nej)
Hvis du genkender den, kan du så nævne produktet og brandet? (åbent spørgsmål)
Kendskab til brandet
Kan din målgruppe huske oplysninger, følelser eller andet om dit brand? Er dit brand det første, de kommer til at tænke på? Hvis kendskabet til dit brand øges, styrkes kundeloyaliteten også, og mund til mund-anbefalinger begynder at virke. Folk vender tilbage til dig og fortæller andre om dit brand. Dine anskaffelsesomkostninger pr. kunde falder, fordi kunderne begynder at skaffe hinanden – og det er enhver virksomhedsdrøm. Derfor er det vigtigt at arbejde med kendskabet til dit brand. De følgende spørgsmål hjælper dig med at finde ud af, om din reklame har øget kendskabet til brandet.
Hvilket brand tænker du på, når du ser produktet i reklamen? (åbent spørgsmål)
Har du hørt om dette brand før? (dikotomisk spørgsmål – ja/nej)
Kommer du til at tænke på andre brands, når du tænker på vores brand? (åbent spørgsmål)
Hvilke følelser får du, når du har set reklamen? (åbent spørgsmål eller flervalgsspørgsmål med svarmuligheden ”Andet”)
Kan du nævne nogle egenskaber, du forbinder med dette produkt? (åbent spørgsmål)
Kan du beskrive brandet med 3-5 tillægsord, efter at du har set reklamen? (åbent spørgsmål)
Kan du færdiggøre denne sætning? Man bør købe produktet i reklamen, fordi … (åbent spørgsmål)
Hvad ville være den vigtigste grund til, at du ville købe produktet, efter at du har set reklamen? (åbent spørgsmål)
Købsinteresse
Er din målgruppe interesseret i at købe dine produkter? Spørg i din undersøgelse om opfattelsen af reklamen, om reklamen har ændret deres lyst til at købe produktet.
Hvor sandsynligt er det, at du ville købe vores produkt, efter at du har set denne reklame? (stjernespørgsmål eller en anden skala)
Hvor motiverende synes du, reklamen var? (stjernespørgsmål eller en anden skala)
Det er blot nogle få tips, så du er velkommen til at finde på dine egne spørgsmål. Som nævnt leder du efter subjektive, men konkrete oplysninger, der kan hjælpe dig med at gøre din reklame mere effektiv. Hvilke andre mål kan dine kampagner have end at præsentere et produkt og øge omsætningen?
at fortælle om nye, bæredygtige produktionsmetoder
at fortælle om en ny leveringsmetode
at vise, hvor ingredienserne kommer fra
at præsentere produktet for en ny målgruppe
Husk at undersøge, om kampagnerne påvirker målgruppen som planlagt. Stil spørgsmål, der belyser netop dit mål.
Opret din undersøgelse i Survio
Survio giver dig 19 spørgsmålstyper at vælge imellem. Vær omhyggelig, når du vælger spørgsmålstype. En uhensigtsmæssig spørgsmålstype kan forringe dataenes validitet. Overvej, om hvert spørgsmål indsamler data, som du kan analysere statistisk, eller om det giver tekstsvar med subjektive oplysninger (meninger, holdninger, associationer, følelser osv.). Vælg derefter enten et lukket eller et åbent spørgsmål.
Du kan redigere alle spørgsmål i undersøgelsesværktøjet:
tilføje og slette svar,
angive, om et spørgsmål skal besvares,
tilføje et billede eller en video,
vælge svarformat (e-mail, tal, dato, tekst),
tilpasse undersøgelsens design til dit brands farver,
tilføje dit logo eller et billede som baggrund.
Med den slags detaljer kan du gøre undersøgelsen mere forståelig og troværdig for dine respondenter og øge svarprocenten. Husk at teste undersøgelsen i forhåndsvisningen, for eksempel ved at sende den til dine kolleger. Så kan du rette slåfejl og andre fejl, der ellers kan påvirke kvaliteten af de indsamlede data.
Se, hvor hurtigt du kan oprette en undersøgelse:
Sådan deler du en undersøgelse
Der er flere måder at indsamle svar på. Du er velkommen til at udforske vores blog og hjælpecenter. Del din undersøgelse:
Vælg altid de kanaler, der passer bedst til din målgruppe. Du kan dele undersøgelsen på én eller to kanaler eller kombinere dem alle. Find den kombination, der giver dig nok besvarede spørgeskemaer!
Sådan arbejder du med resultaterne
Når du gennemfører undersøgelsen i Survio, kan du følge analyserede resultater i realtid og bruge forskellige diagrammer og tabeller som grundlag for dine næste beslutninger. Brug Survios rapporter, der automatisk oprettes i forskellige formater, så du kan præsentere dataene på den måde, der passer bedst til din målgruppe (PDF, DOCX, PPTX, XLSX, CSV eller Google Sheets). Rent teknisk kan indsamlingen af resultaterne være undersøgelsens sidste trin. Men du er kun halvvejs i arbejdet med at øge reklamens effekt.
Kunne folk lide kampagnen, men overså de dit hovedbudskab? Brug det som anledning til at fokusere mere på tydelig kommunikation i den næste kampagne. Afhold fokusgrupper for at finde ud af, hvad der appellerer mest til din målgruppe (design, aktuelle tendenser osv.).
Genkender folk produktet efter kampagnen, men er de ikke motiverede til at købe det? Overvej, om produktet faktisk opfylder nutidens forbrugeres behov. Tænk over nye produktegenskaber og måder at kommunikere dem på.
Kan folk tydeligt se, at produktet opfylder deres behov?
Kan folk se produktets værdi, efter at de har set reklamen?
Og henvender du dig til den rigtige målgruppe, eller er der behov for retargeting?
Det er blot nogle eksempler på, hvordan resultaterne af din undersøgelse kan sætte gang i nye ændringer og forbedringer.
Det vigtigste at tage med
En undersøgelse af reklameeffektivitet hjælper dig med at indsamle subjektive oplysninger om målgruppens holdninger, følelser og værdier samt om, hvordan den opfatter reklamen.
I undersøgelsen undersøger du, hvordan reklamen påvirker genkendelsen af brandet, kendskabet til brandet og målgruppens købsinteresse.
De indsamlede data danner grundlag for strategiske ændringer, der kan løfte dine kampagner til næste niveau.
Nu er det din tur!
Opret din egen undersøgelse, og mål effekten af din reklame. Forbrugernes adfærd ændrer sig hele tiden. Det er afgørende for en vellykket kampagne at finde ud af, hvad dine kunder reagerer på, og hvad de synes er attraktivt.